Aequidens rivulatus, han.
Aequidens rivulatus,
hun med unger.
Billeder fra naturen mangler
at blive scannet.
Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
|
Blandt de arter der tidligere tilhørte Aequidens-slægten, og som har deres naturlige udbredelse i floderne vest for Andesbjergene finder man et lille mysterium. Der er nogle fisk, som vi i mange år har kaldt for "Aequidens" rivulatus, men det er tilsyneladende ikke dem alle som er "Aequidens" rivulatus.
Lige syd for Colombias grænse i Ecuador findes "Aequidens" rivulatus (Günther 1859) i flodsystemet Rio Esmeraldas. Den findes ikke længere sydpå, men det mangler stadig, at blive konstateret, om den findes i de sydligste floder i Colombia.
I flodsystemerne syd for Rio Esmaraldas lever den cichlide, som de fleste kender som "Aequidens" rivulatus, men det er tilsyneladende en fejl, at kalde denne fisk for "Aequidens" rivulatus. Denne 30 cm store cichlide med den orangegule søm i rygfinnen er stadig en ubeskreven art, som bør går under betegnelsen "Aequidens" spec. "Guldsøm". Den har sit udbredelsesområde så langt sydpå, som til grænsen mellem Ecuador og Peru. "Aequidens" spec. "Sølvsøm" er den sidste af de tre arter, som i dag ofte betegnes "Aequidens" rivulatus. Den har sin udbredelse fra grænsen mellem Ecuador og Peru og sydpå til området ved Peru's hovedstad Lima.
"Aequidens" rivulatus (Günther 1859)
I forbindelse med et møde i Drammen i Norge i 1991, besøgte jeg Alf Stalsberg. I hans akvariekælder viste han mig en fisk, som han havde fanget på en tur til Ecuador et par år før, og han havde også unger af denne. Han fortalte at hannen var død, og at et eksemplar var blevet sendt til Kullander i Stockholm, som havde bekræftet, at det var den rigtige "A." rivulatus. Den svarede med andre ord til førstegangsbeskrivelsen, hvilket "Guld-" og "Sølvsøm" ikke gjorde.
Jeg syntes denne fisk var rigtig flot, og da Alf fortalte, at den ikke bliver så stor som "Guldsømmen", var jeg ikke i tvivl; jeg købte nogle af ungerne.
Vel hjemme i Danmark var der hurtigt et par der skilte sig ud, og hvis jeg ikke var hurtig nok til at fjerne de fisk som blev jaget, blev de simpelthen jaget til døde. Jeg havde mine "Aequidens" rivulatus i et 250 liters akvarium, og de legede flere gange. Flere kuld blev fodret op, men det var meget svært, at komme af med ungerne, for alle var interesseret i den "Aequidens" rivulatus med den orange søm i rygfinnen, og de så underligt på mig, når jeg sagde, at det ikke var en "Aequidens" rivulatus. Jeg fik dog afsat nogle ungfisk til en forretning i København. Her var de et stykke tid, uden at de kunne sælges. Da min han samtidig døde, kunne jeg dermed finde mig et par, blandt de fisk som befandt sig hos denne dyrehandel.
Det var meget heldigt, for der var et par som havde skilt sig ud fra de andre i akvariet, og da jeg selv kunne fange fiskene op, var jeg helt sikker på, at det var et par jeg fik. Dette par blev placeret i akvariet med den enlige hun, hvilket ikke var nogen succes. Den gamle hun blev selvfølgelig ikke accepteret af det nye par, som helt overtog akvariet.
De gange de legede hos mig, var det altid på en sten, gerne på siden af denne. Hunnen kunne afsætte flere rækker af æg, mens hannen holdt sig lidt på afstand, for så pludselig at blive ivrig, og nærmest trænge sig ind til stenen, hvor han afgav sin sæd, idet han svømmede langsomt over æggene.
Æglægningen kunne godt tage en hel aften, og det var tydeligt at det var hunnen der bestemte, også når alt var klart og æggene sad flot på stenen, så var det hunnen der passede og vogtede over dem. Jeg havde ingen problemer med at fodre parret i den periode hvor de havde æg/larver/unger. De kunne sagtens kende forskel på deres egne unger, og så maden jeg fodrede dem med, også selv om jeg benyttede levende foder.
Projekt øresten.
Med det nye par fik jeg nogle fantastiske og anderledes oplevelser. En akvarieven havde fået det gamle døde par, for at foretage nogle undersøgelser af ørestenens udvikling. Ørestenen er en lille kalksten, der findes i fiskens øre. Ørestenen er artsspecifik, og den er en del af fiskens balancesystem. Grunden til at jeg blev blandet ind i det, var et enkelt spørgsmål. Vennen havde levendefødende fisk, men da jeg spurgte på hvilket stadie ørestenen blev dannet, lignede han et stort spørgsmål. Han var meget interesseret i at undersøge fiskelarver og fiskeæg, men sådanne havde han ikke til sin rådighed. Det var der mine meget ynglevillige "Aequidens" rivulatus kom ind i billedet. Vi lavede et lille samarbejde. Jeg førte derfor dagbog, og samlede 5 æg hver dag på samme tidspunkt. Således at der var et døgns udvikling mellem hvert hold æg. Da æggene klækkede samlede jeg fortsat 5 larver/unger de følgende dage, og derpå fik han resten af kuldet til efterfølgende studier hjemme hos sig selv. Jeg blev flere gange angrebet af hunnen og bidt i fingeren, når jeg nærmede mig æggene med pipetten, men jeg var klar over at angrebet ville komme, og det rørte mig ikke at hun bed, selv om jeg hver gang blev lidt forskrækket.
Det var spændende at følge denne udvikling, og jeg tog selvfølgelig mange fotos, og fire timers video i den periode, og jeg førte selvfølgelig også dagbog. Det er bestemt en oplevelse, at følge ens fisk så intenst i en periode, og selvfølgelig noget jeg vil anbefale alle.
Lidt dagbogsnotater.
Den 10. og 11. april er der optakt til leg, læggerøret hos hunnen er fremme. Og hannen er ivrig efter at få hunnens opmærksomhed. Den 12. april fandt legen sted mellem klokken 19 og 23. Æggene blev lagt således, at det ikke var muligt, at tælle dem, men nogle hundrede æg er var der. Tidspunktet for at "høste" æg var derfor lige før midnat. Hver aften på samme tid, blev der således salmlet 5 æg, og lagt i en pose med vand, mærket med datoen, og lagt i fryseren. Den 15. april samlede jeg 6 æg, og jeg kunne tydeligt se en udvikling i ægget på det sidste døgn. Nogle tynde sorte streger fylder en langside af ægget, og en lille sort prik (ungens øje) synes i den ene ende af det ovale æg. Den 16. april samlede jeg 13 larver med blommesæk. Larverne var i løbet af dagen blevet placeret i en i forvejen gravet grubbe i bundlaget.
Her stoppede mine notater, men de fortsætter den 29. april, for der starter endnu en æglægning lige før midnat, og den slutter cirka en time senere. Jeg nåede at få videofilmet dele af æglægningen. De følgende dage tager jeg fotos og videofilmer fiskene og æggene. Den 2. maj var hunnen dagen igennem aktiv med at flytte grus, og dermed grave nogle grubber i bundlaget til larverne. Den 3 maj. kommer larverne ud af æggene i løbet af eftermiddagen, og de bliver flyttet af hunnen, til en af de grubber hun har forberedt til dem. Klokken 20.00 er alle æggene klækket, og larverne flyttet til områder, hvor det er umuligt at fotografere dem. Hannen har hele eftermiddagen været meget aktiv, med hensyn til at hjælpe hunnen. Det må også være et stort arbejde at holde øje med alle æggene, samtidig med at der skal forsvares mod akvariets øvrige beboer (en enlig Crenicichla og to Maller af slægten Dianema. Fra foregående leg ved jeg, at larven er en lille "splint" med en blommesæk.
Den 4. maj lige efter lyset blev slukket var der tilsyneladende slagsmål, for der lød nogle bump fra akvariet. Og den 5. maj havde hunnen flyttet sine larver til en lille fordybning i en af trærødderne, hvor der var lidt grus i bunden. Fordybningen befandt sig cirka 35 cm. over bunden, som ellers var fuldstændig gennemgravet. Hannen er nu meget aktiv, og patrolierer rundt i akvariet hele tiden, og de to fisk er meget på vagt overfor Crenicichlaen, men det er bestemt Aequidens parret der bestemmer. Larverne blev forsvaret i den lille hulning i træroden de følgende dage.
Den 9. maj har larverne udviklet sig til små unger, som "hopper" rundt i det lille hul i træroden. Og den 10. om morgenen startede ungerne en forsigtig svømmetur sammen med hunnen langs bunden. Men ret hurtigt blev det til, at hunnen havde dem omkring sig i en stor flok. Jeg rensede ruden og fotograferede, og jeg tog det sidste video.
Jeg så én gang hvor Crenicichlaén gik til angreb på ungeflokken, det var som et lyn der slog ned. Hunnen gav den et ordentlig hak, hvorpå den var væk lige så hurtigt som den kom. Det var ikke til at se, om den snuppede et par unger i farten.
Hannen havde også, specielt ét sammenstød med Crenicichlaén, hvor jeg tror Crenicichlaen fik godt tag i hannen, for den slog et par ordentlige slag.
Der har været flere mindre sammenstød mellem de to arter, og de 2 maller må også tage deres del af de tæv der deles ud, men parret er fantastiske i deres pleje af ungerne. Hannen er mere med i pasningen end jeg troede, eller retter han kan svømme helt ind i ungeflokken uden at hunnen jager ham væk.
Hunnen svømmer rundt og samler unger, som er kommet for langt væk, og spytter dem ud i flokken igen. Og lige før lyset slukker samler hunnen ungerne ved bunden under hende. Jeg skulle lige følge lidt mere med, og havde min stavlygte tændt, da jeg slukkede ovenlyset, men allerede efter cirka 3 min. slukkede jeg også stavlygten.
Den 11. maj var ungerne igen i en sværm omkring hunnen. Denne gang i den højre ende af akvariet. Dagen gik fint, og jeg så næsten ikke noget til Crenicichlaen.
I dagene fra den 12. til den 14. maj var både hannen og hunnen meget aktive i forsvaret af ungerne, og de er efter min mening, ofte for ivrige med hensyn til, at holde Crenicichlaen væk, hvorved de også leder ungerne samme vej som de selv svømmer, det vil sige hen mod Crenicichlaen. Ungeflokken fylder noget mere end den gjorde i starten, og til tider deles den i 2, men de samles hurtigt igen. Ungerne græsser en del på trærødderne, men der er helt sikkert faldet nogle fra allerede - Crenicichlaen kan da også have taget sin del.
Nu var det 2. eller 3. generation efter fisk fanget i naturen, men der var ingen misdannelser at se. Parret fik mange unger, men jeg gjorde ikke noget særligt for, at der skulle komme mange unger ud af det. De der voksede op, voksede op sammen med forældrene. Selvfølgelig kun til et punkt, hvor det var nødvendigt af fange dem op, fordi de "gamle" jagede med dem.
Naturen og akvariet.
Med til hele denne historie, som strækker sig over 4 år, hører også et besøg i Ecuador, sammen med Alf Stalsberg. På den rejse fangede vi "nyt blod" til stammen, og det i smukke omgivelser i et land, som jeg bestemt vil anbefale som rejsemål. Flodsystemet Rio Esmeraldas begynder oppe i bjergene, og da vi kørte ned af bjergvejen, kunne vi allerede i 780 meters højde fange de første "Aequidens" rivulatus. Det blev gjort i en lille biflod til Rio Toachi, hvor vandtemperaturen kun var 21,8 grader C, og hvor vi kunne måle pH til 7,5 og dH til 1. Det var flot klart vand og bunden var af grus og store sten. Længere nede, nær byen Rosa Zárate (Quininde) befandt vi os i 350 meters højde, og her var pH 8,5 og dH målte vi til 10. Det var i dette område, at jeg svømmede med snorkel for første gang, og det var også her, jeg fangede min første fisk. En fantastisk oplevelse som ikke kan beskrives. Det at ligge mellem alle disse fisk, og kunne se hvordan de opfører sig i deres naturlige miljø, det er noget der skal opleves.
Senere kan man så forsøge, at gengive der naturlige miljø i akvariet med store sten, trærødder og god vandbevægelse. Den kraftige vandbevægelse disse fisk hele tiden lever i, var nok det der overraskede mig mest, men samtidig havde de store sten til at søge om bag for at kunne hvile lidt.
Akvariet til fiskene havde jeg derfor dekoretet med store sten og trærødder, som også var de naturlige skjul i biotopen i Ecuador. Trærødderne blev lagt på en sådan måde, at der var nogle åbninger, som hunnen kunne komme ind gennem. Og fordi hun var noget mindre end hannen, så kunne han ikke følge efter. Det gav hende et område, hvortil hun kunne søge ly, når hannen i perioder blev for hård ved hende. Vandværdierne i mit akvarium var 22,0-22,5 grader C. pH 8, GH 24 og KH 14.
Litteratur
Andersen, T.B.: Rejsen til Ecuador, CiklidBladet 95/4 s.26.
Staeck, W. & Linke, H.: Amerikanische Cichliden II Grosse Buntbarsche.
Stawikowski, R. & Werner, U.: Die Buntbarsche der Neuen Welt.
|
