Akvarieforretningen.dk

Apistogramma-slægten

Apistogramma-slægten er blandt de største cichlideslægter i Sydamerika, med 49 videnskabelige gyldige navne, og dertil et rimeligt stort antal kendte, men ubeskrevne arter. Flere af arterne er beskrevet før Apistogramma-slægten blev opstillet. For eksempel den velkendte Apistogramma agassizii, der blev beskrevet i 1875 af F. Steindachner under navnet Geophagus (Mesops) agassizii, men i 1906 opstillede C. Tate Regan slægten Heterogramma, som i 1913 blev ændret til Apistogramma fordi navnet allerede var videnskabeligt brugt.
Navnet Apistogramma kommer af det græske Apist, som betyder utydelig og gramma, som betyder linie. Det henviser til slægtens utydelige eller ufuldstændige sidelinie. Et af de synlige kendetegn for Apistogramma-slægten er at de har 3 hårde finnestråler i gatfinnen, dog har enkelte arter 4 stråler. Derved adskiller Apistogrammoides sig også fra Apistogramma i det Apistogrammoides-slægten har mellem 6 og 9 hårde gatfinnestråler.
Indenfor Apistogramma-slægten bruges også en gruppe og kompleks inddeling, men da der ikke er enighed om denne inddeling har jeg valgt at springe den over. Slægten har et meget stort udbredelsesområde der afgrænses med Andesbjergene i vest og mod syd formodes grænsen at ligge ved La Plata i Argentina.

Apistogramma som akvariefisk.
De Sydamerikanske Dværgcichlider, som for eksempel arterne fra Apistogramma-slægten, er nok de Cichlider der bedst kan få akvarister med selskabsakvarium til at interessere sig for Cichlider. Grunden til dette er nok de flotte farver, den rolige adfærd og en ringe lyst til at grave i bundlaget.
Til nu har jeg kun fortalt hvor slægten lever i naturen, men det er ikke alt. Derfor vil jeg fortsætte med at give nogle tips om generel adfærd, anskaffelse og lignende. Mange af disse oplysninger gælder ikke kun for Apistogramma-slægten, men for Dværgcichlider eller Cichlider som helhed, ja nogle som for eksempel dem der nævnes under anskaffelse, kan bruges ved køb af mange forskellige fisk.

Anskaffelse.
Mange mennesker har den opfattelse, at dyr er dumme og vi selv ved alt, men tænker man sig selv i dyrets sted, vil man i flere situationer kunne klare spørgsmålet selv. Her tænker jeg på køb af fisk og fodring. Spiser du ikke en god og afvekslende kost, og vil du ikke også selv vælge din partner for livet. Tænk på det når du køber fisk næste gang. Der er alt for mange der står i forretningen og siger "Jeg vil gerne have et par af den fisk". Det er et stort ansvar at lægge over på ekspedienten, for et par findes ikke, før en han og en hun tydeligt skiller sig ud fra mængden i deres adfærd. Og køber du et par kan du komme ud for at den ene part slår den anden ihjel, men mest normalt er det, at du ikke får det fulde udbytte ud af parret, med hensyn til antallet af æg og unger i et kuld, samt parrets pasning af ungerne.
Derfor, når du køber Dværgcichlider, mener jeg du gør noget helt galt, hvis du køber mindre end 5 stk, gerne 2 hanner og 3 hunner, når du handler. Når du kommer hjem med dine fisk, skal du lægge posen med fiskene i overfladen af akvariet. Du åbner posen således at du kan komme til at tilsætte små portioner af vand fra akvariet over minimum en time. Du kan eventuelt rulle posen lidt op, som når du smøger skjorteærmet op, for så kan posen selv flyde i vandoverfladen. Du tilsætter kun små portioner af vand, fordi det er meningen, at fiskene skal kunne vende sig til vandkvaliteten i dit akvarium. Det er altså mere et spørgsmål om surhed (pH) og vandets hårdhed (GH) end det er et spørgsmål om vandtemperaturen.

Akvarium.
Man skal gøre sig klart, hvad man vil have ud af sit akvarium, og hvilke oplevelser man forventer sig af det, før man overhoved køber et akvarium. Skal det bare stå og se godt ud eller skal der også findes muligheder for fiskene, at lege og passe sin yngel. Vælger man Selskabsakvariet, kan man med fordel holde Pansermaller af slægten Corydoras og størstedelen af de mindre Tetraarter som selskab til sine Dværgcichlider. Disse 2 fiskegrupper kommer også fra Sydamerika og passer fint ind i et biotopakvarium. Ved at holde andre fisk sammen med Dværgcichliderne, får man også større mulighed for at se Dværgcichlidernes yngelpleje, men et selskabsakvarium bør ikke være under 100 liter, hvis man vil give Cichliderne en chance for at passe deres yngel. I et mindre akvarium bliver ynglen meget hurtigt spist af for eksempel en stime Tetraer, som har en fantastisk systematisk måde at angribe en flok unger på. Alternativet til et selskabsakvarium er et specielakvarium, hvor man kun holder en art, og hvor man tilfredsstiller alle denne arts livsbetingelse. Et specielakvarium behøver ikke at være så stort som selskabsakvariet, men det gør bestemt ikke noget at det er det. Hvad man end vælger, skal man dog altid regne akvariets størrelse ud fra dets bundmål, da Apistogramma-arterne er bundfisk. Antallet af arter du kan have i et akvarium afhænger ikke kun af akvariets mål, men også hvor god du er til at lave territoriegrænser med det dekorationsmateriale du benytter. Det er kun antallet af stimefisk og overfladefisk der afhænger af akvariets højde.

Dekoration.
Akvariets dekoration har 2 formål, men det er desværre, måske af uvidenhed, mange gange kun det dekorative der tilgodeses. Altså om det nu også er pænt nok til at have i stuen. Efter min mening er et langt vigtigere formål med dekorationen, at give fiskene tryghed. Hvilket samtidig giver akvaristen en meget større mulighed for at følge udviklingen i akvariet. Rødder og sten placeres således at de danner naturlige territoriegrænser, selv en lille plante, kan af 2 par fisk opfattes som en grænse mellem deres revirer.
Mange opdrættere anvender kokosnøddeskaller og urtepotter i akvarierne til de hulelegende Cichlidearter som arterne i Apistogramma-slægten. Selv anvender jeg en flad sten, som jeg lægger så den hviler på en anden, og dermed danner en hule eller sprække. Sprækken behøver ikke at være særlig stor, for hunnen graver gerne selv ud under stenen, og skulle hulens åbning være lavet for stor graver hun også gerne en lille vold, i indgangen, så hun kun lige selv kan komme igennem. I nærheden af hulens indgang sætter jeg normalt en lille plante eller anden dekorationsgenstand, for at give hunnen tryghed, når hun skal ud på de første ture med ungerne. Skulle akvaristen have "glemt" at anlægge en lille hule, eller er hunnen ikke tilfreds med udbudet, så finder parret, et andet sted at afsætte deres æg, selv frontruden kan komme i betragtning som legesubstrat. I naturen findes der også eksempler på Apistogrammaer der benytter sig af en anden type legesubstrat. Det er A. luelingi der i mangel af huler, på dens levested, benytter undersiden af planteblade til deres leg. Bundlaget til et Dværgcichlideakvarium skal være af fint grus, da fiskene har det med at gå og rode i bundlaget, og ikke mindst grave nogle små grubber i bundlaget til larverne og ungerne. Det burde i den forbindelse ikke være nødvendigt at sige, at kalksten ikke må benyttes i et akvarium med sydamerikanske Dværgcichlider, da det påvirker vandets hårdhed i den forkerte retning.

Vandet.
Det er naturligvis individuelt hvilke vandforhold de enkelte arter har i naturen, og dermed det vi skal forsøge at skabe for dem, men generelt kan man sige at ønsker du at holde Dværgcichlider i et selskabsakvarium, uden nogle specielle ønsker om at se dem yngle, og pleje de små unger, så kan du roligt holde dem i almindeligt vand lige fra vandhanen. I København har vi en hårdhed på over 20, og i dette vand trives vores fisk udmærket, og de lægger også æg. Vi har bemærket at nogle typer fisk kræver bløder vand for at deres æg skal klækkes, men vi har også fundet frem til at dette ikke holder i flere generationer.
Selv vil jeg foretrække at komme så tæt på vandværdierne for artens naturlige levested som muligt, og det er derfor der er knyttet vandværdier til alle de arter, hvor vi kender til vandmålinger fra fiskenes naturlige levested. Det er ikke kun vandets surhed og hårdhed der er vigtigt for fiskene, men temperaturen kan også spille ind. Som to yderligheder vil jeg her nævne A. borellii der lever mere sydligt end mange af de andre arter, og derved også mere koldt, nemlig på 24 grader, mens A. iniridae lever i områder hvor temperaturen ligger på over 30 grader meget af tiden. Det hedder sig at man kan forkorte en fisks levetid, ved at holde den i for varmt vand, hvilket jeg dog ikke selv har lavet nogle eksperimenter med. Der er derimod lavet eksperimenter med kønsfordelingen i kuld, som var blevet til ved forskellige temperaturer og surhedsgrader, og det viser sig at ved høje temperaturer er der en overvægt af hanner i et kuld, mens der er en overvægt af hunner ved en lav temperatur.

Revirkampe.
To hanners kampe om et revir, kan syntes drabelige, og de kan strække sig over flere dage, men der er som oftest ingen af den der kommer til skade. I første omgang nærmer de to hanner sig hinanden, og det ses ofte at den indtrængende han ikke i første omgang er så stærk som den han der har reviret, da denne på "hjemmebane" er mere aggressiv. Ofte fortrækker den nye han sig straks, men kommer det til styrkeprøver mellem de 2, så er første akt en kamp hvor de står side ved side, hoved mod hale. I denne position slår de nogle kraftige slag med halen, som modparten kan mærke kraften af i sit sideliniesystem. Det kan afgøre kampen, men skulle det ikke det, vender de 2 sig med front mod hinanden og ser hinanden godt an inden de bider sig fast i hinandens mund. På denne måde fortsætter deres styrkeprøve, og skulle det ikke afgøre sagen, ender det hele i et rigtigt slagsmål, hvor de 2 nævnte kampformer samt almindelige bid mod modpartens krop indgår.
Når en sådan kamp er afgjort, er der altid en taber, og han bør flyttes fra akvariet, såfremt det er for lille, da han ellers lige så stille vi forsvinde om bag noget dekorationsmateriale eller for eksempel et varmelegeme, og du vil så efter nogen tid finde ham liggende død i overfladen.

Leg og yngelpleje.
De enkelte arters adfærd er rimelig ens, dog kan arterne deles op i monogame og polygame, hvilket vil sige at en han har henholdsvis én eller flere hunner. Og her har du endnu en god grund til ikke at købe dine fisk parvis, snyd ikke dig selv for den oplevelse det er at have for eksempel den polygame A. borellii i dit akvarium. At se hvordan 1 han har flere hunner i sit revir, og hvordan de opfører sig overfor hinanden er en helt speciel oplevelse.
Adfærden jeg vil beskrive i det følgende er sådan som et par opfører sig når de holdes i et selskabsakvarium, med ikke alt for mange andre fisk. Hvis der er for mange andre fisk vil ungerne blive spist om ikke af andre så måske af forældrefiskene. Jeg har valgt at beskrive et par i et selskabsakvarium, fordi alt for mange akvarister holder denne type fisk i artsakvarier, og dermed gør hannens funktion i yngelplejen overflødig. Det er nemlig hannen der passer forsvaret af reviret, og hunnen tillader ham at opholde sig nærmere ynglen, hvis der til stadighed er andre fisk for tæt på. Hvorimod hun straks vil jage ham væk, hvis hun selv kan klare situationen, og det kan hun hvis der kun der det ene par i akvariet. Hun kan derved jage så meget med hannen at han dør, hvis han ikke inden fjernes fra akvariet eller har tilstrækkeligt med skjulesteder.
Det er hunnen der finder sig et passende sted til sin yngel. Hun vælger sig en passende sten eller trærod under hvilken hun vil udgrave sin hule. Hulen udgraves således at åbningen næsten er lukket til, og dette er det tydeligste tegn på at æggene er lagt. Mens hun passer æggene og larverne i denne hule arbejdede hun hele tiden med at forbedre hulen, samt at forberede larvernes næste opholdssted, som kan blive en anden hule eller en gruppe i bundlaget. Og efter cirka en uge bliver ungerne flyttet, selv om de endnu ikke er fritsvømmende, men det er også muligt for hunnen at transporterer dem i munden.
Mine akvarier er ikke altid så rene som andres. Jeg har ofte noget smuds på bunden, og det har hunnen meget glæde af, for jeg har bemærket at hun kun svømmer der hvor der er smuds på bunden, når hun svømmer rundt med sine unger. Der kan hun passe på sine unger, og det er uden tvivl en vigtig beskyttelse mod akvariets øvrige beboer, og samtidig sikkert også sådan hun finder beskyttelse i naturen. Under hele forløbet er hannen altid i nærheden, og hjælper hele tiden med at holde andre fisk på afstand. Det er således hannen der forsvarer det ydre territorium og hunnen der passer det indre og dermed ungerne. Kommer hannen for tæt på ungerne kan man se hunnen lægge sig helt på siden for at vise hannen sin meget lysegule bug, som tegn på at han skal holde sig på afstand.
Til sidst vil jeg komme med et lille tips, hvis du har problemer med at æg eller unger forsvinder i løbet af natten. En lille lampe med et svagt lys kan i nogle tilfælde hjælpe til at hunnen passer bedre på de små gennem den ellers så mørke nat.

Foder.
Apistogramma-arterne har spidse bagudrettede tænder, som anvendes til at gribe insekter og holde dem fast. Insekter er i naturen deres hovedernæringskilde, og de fanger dem på og lige under vandoverfladen. Det er så op til akvaristen, at finde den bedste insekterstatning. Selv anvender jeg klare myggelarver, som jeg har god erfaring med. Artemia som man selv klækker er også et godt foder, og det er rigtig godt til opfodring af de små unger. Jeg bruger også en del frostfoder som tubifex, Artemia og Bosmider, men sorte myg har jeg erfaring med at Apistogramma-arterne ikke vil spise.

Sygdom.
Vi ved fra os selv at kost og sygdom hænger sammen, men jeg vil ikke komme med den store kostplan. Jeg vil dog gerne påpege 2 ting, og det er at utrolig mange problemer i akvariet, også sygdomme, kommer af for få vandskifte. Så husk at skifte vand på dine akvarier regelmæssigt og selvfølgelig en mængde der står i forhold til fisketætheden og fiskens størrelse i akvariet. Også levende foder kan give dig problemer, idet for eksempel endetarmsorm (Cammalanus) kommer ind med levende tubifex og røde myggelarver. Endetarmsorm viser sig som nogle små røde orm der hænger ud af gattet på fisken når den står stille i vandet, men som trækker sig op når fisken svømmer. Fisken vil dø hvis den ikke behandles, og det kan du gøre med et produkt der hedder DECARIS VET, og som i Danmark kan købes på apoteket. En flaske med 50 ml. koster cirka 75 kr. De syge fisk flyttes til et lille akvarium hvor der ikke findes noget bundlag, kun et varmelegeme og en luftsten. I dette akvarium tilsættes 1 ml. DECARIS VET per 10 liter vand. Derefter fanges de syge fisk op, og placeres i det lille "hospitalsakvarium". DECARIS VET optages i fiskens blod, og får ormene til at slippe fisken. Man kan faktisk se at fiskene bliver raske, men hvis du straks flytter dem tilbage til opholdsakvariet kan de få sygdommen igen. Det er derfor nødvendig at rense bundlaget og dekorationsmaterialet først. Det er også muligt at give opholdsakvariet en omgang med Decaris Vet (1 ml. per 10 liter vand)i stedet for at rense det helt, men så må du ikke flytte dine fisk tilbage før der er gået 8 dage, da ormene i akvariet så ikke kan finde et værtsdyr og dermed går til grunde.