"Cichlasoma" festae, han.
"Cichlasoma" festae, hun.
Biflod til Rio Esmaraldas i det vestlige Ecuador.
Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
|
En sjælden gæst, vil jeg nok sige, men alligevel ser man denne rovfisk i vores akvarier en gang imellem. Det er så også en cichlide, som kræver et godt stort akvarium. Hannen kan blive helt op til 40 cm, og det er ikke den mest fredelige art, selv om det kunne se sådan ud, når man ser et flot harmonisk par svømme rundt i et 1000 liters akvarium. Selv om den vokser hurtigt, skal man ikke regne med, at den bliver 40 cm. i løbet af ingen tid. Det bedste er at skaffe sig en lille gruppe af ungfisk, som vokser op sammen, og danner par. Når du har fået dig et voksent velfungerende par, kommer der også unger ud af det, og så kommer dit problem. Alle de unger - hvor gør man af dem? Det er selvfølgelig en fisk, hvor man i naturen må regne med at der produceres mange æg, fordi mange unger går til under opvækst, men i et akvarium er der ikke de samme fjender. En rigtig stor mængde unger får derfor muligheden for at vokse op, også nogle af de svageste, som ellers ville bukke under i naturen. Forsøger du at fodre alle ungerne op, indser du snart problemet - der er simpelthen ikke så mange andre akvarister, som vil prøve med denne fisk, at du kan komme af med ungerne. Nå, men en rigtig akvarist har vel heller ikke kun fisk for at sælge unger, det det drejer sig om er vel at opleve fiskens adfærd i forskellige situationer, samt at skabe nogle rammer for fisken, der kommer så tæt på dens naturlige levested som overhoved muligt.
"Cichlasoma" festae kommer fra det vestlige Ecuador og nordvestlige Peru, hvor man finder den i floder med god vandbevægelse. Den vil holde til i områder med strømlæ, for eksempel mellem nogle store sten, eller i forbindelse med brinken. Akvariet til denne art vil jeg dekorere med groft grus i bunden, en del store og mindre sten, samt trærødder til at gøre det ud for en brink. I naturen vil ungerne, når de bliver smidt ud "hjemmefra", holde sammen i små flokke i områder af floden, hvor de på en eller anden måde finder beskyttelse. Selv på et meget lavvandet område med småsten, vil cichlideyngel kunne søge ly for andre fisk, og cichlideyngels manglende kropsfarve, gør det også nemmere ikke at blive set fra luften. En fugl vil således ikke kunne se en flok små orange fisk svømme rundt mellem stenene, fordi de kun er grålige med mørke markeringer.
"Cichlasoma" festae er videnskabeligt beskrevet i 1899 af Boulenger, der har opkaldt arten efter Dr. Enrico Festa fra Italien. Det var ham der fandt fisken i naturen. "Cichlasoma" festae har i mange år været tilknyttet Cichlasoma slægten, men under revisionen af denne, blev "Cichlasoma" festae flyttet. Nogle har herefter valgt at kalde fisken for "Cichlasoma" festae og andre har valgt at benytte navnet Parapetenia festae. Parapetenia var også en gruppe af arter under Cichlasoma slægten, men jeg foretrækker nu at bruge det gamle slægtsnavn i anførselstegn. Dette fortæller, at arten ikke længere hører til i denne slægt, og at noget mere korrekt endnu ikke er fundet.
Mange syntes at hunnen er den flotteste fordi hun er orangerød, med stærke markeringer i sort. Hunnens farver og sorte markeringer, herunder de 9 tværbånd, bliver mere intense i perioder med leg og yngelpleje. Hannen har også 9 tværbånd, men den orange farve og de markante sorte tværbånd får den kun når der er leget. Hannens mest normale grundfarve er gul med et grønt skær, og tværbåndene vil ikke være så tydeligt at se. Denne skiften farve er logisk, når man tænker på, at fisk hvor begge forældre passer yngel er ens farvet, og fisk hvor det kun er den ene part der passer yngel, ofte er forskelligt farvet. Et par eksempler kunne være sommerfuglecichliden, hvor begge passer unger, og Apistogramma hvor det kun er den citrongule hun. Hannen af "Cichlasoma" festae ligner således hunnen, når den er i nærheden at æg eller unger. 2000 æg i et kuld kan godt opnås. De afsættes gerne på en flad sten, og i forbindelse hermed, graver hunnen en grubbe i gruset, gerne ind under en trærod eller lignende læ. I denne grubbe opbevarer hun de nyklækkede larver. Der går cirka 3 døgn fra æglægning til klækning. Derefter går der op til 6 dage før man ser det smukke syn, af hunnen omsværmet af en sky af unger. Specielt på dette tidspunkt, vil andre fisk være en trussel for de mange små, og en del af de svagest vil falde fra. De første døgn som fritsvømmende unge er et ophold i en tæt samlet flok, men efterhånden som dagene går, og den lille nye fisk vil ud og opleve alt det nye, bliver flokken stadig mere svær at holde samlet for den ellers meget energiske mor. Ungerne er ikke svære at give foder i akvariet, nyklækkede Artemia er altid et hit, men de små unger spiser alt hvad de kan få i munden. Denne glubskhed er ikke noget der forsvinder med alderen, således tager forældrefiskene meget gerne småfisk, regnorm, rejer, muslinger og forskellige typer af foder i pilleform.
Til slut syntes jeg lige at jeg vil understrege, at denne art befinder sig bedst i et artsakvarium, altså uden selskab af andre. En tetra eller barbe vil med stor sandsynlighed ende som foder. Og andre cichlider vil blive sat godt og grundigt på plads, hvis ikke de bliver slået til "plukfisk". Du må regne med at et par i et 1000 liters akvarium, bare får vand nok til, at de har et mere naturligt størrelse territorium, end hvis de havde et mindre akvarium. Det betyder dog ikke, at du bare kan sætte dem i et 3-400 liters akvarium, for så vil hunnen sikkert få så mange tæv, at hun måske vil dø af det. Et stort akvarium, og eventuelt selskab af et andet meget aggressiv cichlide par, vil måske være løsningen. Temperamentet er eneste problem, idet der ikke sættes særlige krav til vandværdierne. Temperaturen må gerne ligge mellem 22 og 28 grader C. "Cichlasoma" festae er ikke så aktiv under lave temperaturer, hvorfor jeg nok vil foretrække at holde den omkring de 23-24 grader. Der er vel ingen grund til at øge aktiviteten og dermed aggressiviteten med en temperatur omkring de 26-28 grader. Fiskens naturlige levested er en flod med stor vandudskiftning. Det vil også sige nogle, til tider, store temperaturudsving, og ikke de stabile temperaturer vi kender fra det centrale Amazonas. Floderne på vestsiden af Andesbjergene har en kortere og mere stejl vej fra deres udspring til Stillehavet.
Der er meget at holde styr på, og det er en stor beslutning at købe en sådan fisk. Det er ikke fisken du kan købe som impulskøb, men bestemt en, hvor rammerne skal være skabt ved anskaffelsen. Men er det hele som det skal være, har du bestemt også fået en konkurrent til de mange fjernsynskanaler.
|
