Potamotrygon motoro
Potamotrygon motoro
Potamotrygon henlei
Potamotrygon spec.
fra Rio Negro
Rokkens hale med den frygtede pig.
Undersiden af en ferskvandsrokke, fanget i Rio Negro, nær Manaus.
Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
|
Når man ser rokker i en naturfilm, og vel at mærke ser dem nedefra, så minder det mig mest om mine drengeår, hvor jeg gik tur i mosen med mine forældre for at sætte drage op. Min drage med et billede af en flyvemaskine havde samme form som kroppen på en rokke, og en traditionel drage har også en hale i stil med rokkens. Jeg føler nærmest at jeg ser nogle prægtige dyr "flyve" gennem vandet, når jeg ser de store rokkers rolige gliden frem i vandet.
Min interesse for disse dyr, er først rigtig blevet vækket, da jeg første gang skulle til Sydamerika. Klare og gentagene formaninger om at se sig godt for og passe meget godt på, når jeg skulle ud i en flod, gav mig en enorm respekt for ferskvands pigrokkerne. Grunden til de mange advarsler, var pigrokkens formidable forsvarsvåben, som skader en del mennesker som enten er ude og gå eller svømme i floderne. Et sådan slag med halen fra pigrokken, resulterer ofte i et væmmeligt sår, enten på benet hvis man har trådt på fisken, eller på kroppen hvis man har svømmet hen over den. Selv om der findes gift i piggen, er der ikke rapporter om fatale møder med pigrokker. Der er tale om en kraftig smerte og et meget lidt kønt betændt hul, sårdannelsen er meget langsom, og såret har man måske "glæde af" i nogle år, mens arret er et permanent minde for livet.
Udvikling.
Skal man dykke nærmere ned i hvorledes disse fisk er havnet i ferskvand, for der er generel enighed om, at rokken stammer fra saltvand, så ligger en del af løsningen måske i geologisk udvikling. I den forbindelse skal man først gøre sig det klart, at der også findes ferskvandsrokker i floder i Asien og Afrika, så det er ikke så usædvanligt endda.
Nogle af rokkerne er tilsyneladende trukket længere og længere op i floderne for at undgå store rovfisk. Dette er sket over lange tidsrum (mange generationer), og fiskene har gradvist vænnet sig til mere og mere ferskt vand. Denne udvikling er kommet så langt, at det nu ikke længere er muligt for de sydamerikanske ferskvandsrokker at svømme ud i saltvand.
For de sydamerikanske ferskvandsrokker er der 2 teorier til hvordan, de er havnet i ferskvand. Den ældste er fremkommet ved at man har analyseret parasitter fra ferskvands- og saltvandsrokker. Derved er man kommet til, at de nærmeste slægtninge lever i Stillehavet. Dette betyder at udviklingen er sket i forbindelse med Andesbjergenes tilsynekomst ud fra det daværende noget mindre "Sydamerika". En kæde af vulkanøer dannede denne bjergkæde, der sammen med en general hævning af havbunden skabte det Amazonas lavland, som vi kender i dag. Rokkerne skulle altså efter denne teori være blevet "fanget" i områdets udvikling.
Den seneste teori går ud på at rokkerne på et langt senere tidspunkt er vandret op via floderne fra det Caribiske hav. Denne teori bygger på DNA analyser, og der er måske i dag en tendens til at den dermed regnes for mere sikker. Hvorom alting er, så taler vi om noget der er sket for henholdsvis 80 millioner eller 20 millioner år siden, og da der findes fossiler fra den tid, som viser at disse fisk næsten ikke har ændret udseende i det lange tidsrum, så kan der måske nå at komme flere teorier om denne skønne fisk, og hvem ved, vi får måske aldrig en egentlig løsning.
Udseende.
Rokkens udseende er meget anderledes end andre fisks. Det er en stor rund fisk, set oppefra, men set fra siden, ser den helt flad ud. Dette udseende gør det muligt for rokken at ligge næsten nedgravet i sandet. Der kan den ligge i nogen tid, for at se hvad der skulle komme svømmende forbi af føde. Øjnene er placeret ovenpå rokken, således at de stikker op over sandet, når fisken ligger i skjul. Og smart nok, så er den også udstyret med to ekstra "åndehuller" kaldet spiraculum, som også er placeret ovenpå fisken, lige bag øjnene.
Den lange hale er forsynet med en pig, deraf navnet pigrokker. Denne pig benyttes til forsvar, og smides to gange årligt. Der er hele tiden en ny pig undervejs. På nogle arter vil man kunne se hele tre pigge. Der er altså en forskel mellem nogle arter på dette område, ligesom giften fra piggen ikke er ens i styrke på de arter. Skulle du finde en gammel pig i bunden af dit akvarium, skal du passe på, for den indeholder stadig gift. Det gør også en død rokke, som skal fjernes fra akvariet, så der er altid grund til forsigtighed når det gælder disse fisk.
Sammensætningen af rokkens gift er således, at den bedste behandling er at holde det skadede område i så varmt vand som muligt eller i forbinding dyppet i meget varmt vand. Man skal dog også søge lægehjælp, og i den forbindelse helst kunne fortælle hvilken art eller hvordan dens udseende var. Netop på grund af de forskellige og måske endda ukendte typer af gift.
Ferskvandsrokken har ligesom hajen og saltvandsrokken, med hvem den er klassificeret, ingen skæl, men en sandpapirslignende hud, hvoraf man ofte kan se om rokken har det godt. Er der områder på overfladen, som giver et skjoldet udseende, kan det betyde, at der for eksempel er noget svamp på vej.
Akvariehold.
De fleste sydamerikanske ferskvandsrokker bliver omkring en halv meter i diameter, dog findes der enkelte arter som ikke bliver helt så store, men det er vigtigt for denne fisk, at akvariet er designet til netop denne fisk. Det er i den grad en bundfisk, og da den i naturen kan findes på meget lavt vand, er et akvarium med en højde på for eksempel 50-60 cm helt i orden. Selv om fisken ligger stille meget af tiden, skal den have mulighed for at bevæge sig, og jeg vil derfor anbefale akvarier på 720 liter (standard akvarium i Danmark) og opefter. Men alligevel bør man holde sig til kun at forsøge sig med de mindre arter.
Bunden skal være af så fint materiale som muligt, fordi man som rigtig akvarist ikke ønsker at forhindre fisken i at vise sin naturlige adfærd, med at grave sig ned. Dekorationsgenstande med skarpe kanter skal også undgås, for ikke at skade rokken. Der er heller ikke noget der forhindre denne store fisk i, at rive filter og varmelegeme løs, selv om de er sat fast med sugekopper. Det er ikke noget den gør med vilje, men det siger sig selv, at en så stor fisk med en kraftig hale, støder på de effekter som findes i akvariet. Det gælder også planterne, som også løsnes når rokken søger efter føde, eller "graver sig ned".
Der er ikke de store problemer med at holde rokker og andre fisk sammen, dog vil mindre fisk normalt ende som føde. Sugemaller bør ikke holdes sammen med rokker, da de gør stor skade på rokken, ved at "gnave" i dennes overflade. Der burde heller ikke være de store problemer med at holde rokker sammen, men seksuelt aktive hanner kan skade andre hanner, ligesom de også napper/bider i hunnen under parring.
Foderet skal selvfølgelig falde til bunden, og almindelige typer af frostfoder er udmærket. Mysis, krill, Artemia, Tubifex, men også små fisk. Rokken lægger sig på bunden, så den dækker over foderet med sin krop, hvorefter den puster således at det hvirvler op og bliver suget ind i munden. Sandet spyttes ud igen.
Hvordan fanger man så sine farlige fisk, hvis man vil flytte dem, eller har besluttet sig for at skille sig af med dem til en ven. Ja, nettet er næsten udelukket, da der er stor sandsynlighed for at den store pig vil sætte sig fast i nettet. Det bedste, også for ikke at stresse fisken, er nok at benytte en spand eller pose, som man sænker ned i akvariet, og så forsigtigt genner fisken ind i spanden. I overfladen kan man så lige tømme noget af vandet ud af spanden, men samtidig passe rigtig godt på at rokken ikke slår én over fingrene med sin hale, og måske sin giftige pig.
Leg.
For at der kan komme en leg og unger ud af det, skal der selvfølgelig være både en han og en hun. Kønsforskellen er nem at se, da hannernes gatfinner har udviklet sig til to folder kaldet andropodium, en på hver side af haleroden. Disse bliver brugt til at transportere hannens sæd til hunnen under parring. Det er derfor muligt at se kønsforskel på selv ganske små rokker, men på voksne hanner kan man også se folderne, på hver side af halen, når man ser rokken oppefra.
Som tidligere nævnt, bider hannen hunnen under legen, og det foregår også under optakt til leg. I naturen kan hunnen komme væk i sådanne situationer, men i akvariet kan hun tage skade, men som regel noget hun kommer sig over. Akvaristen skal dog holde øje med eventuelle svampeangreb i sådanne sår.
"Gravide" hunner svulmer op lige over haleroden, på oversiden af fisken, hvor æggene befinder sig under inkubationstiden. Og det er nu op til akvaristen, at sørge for ekstra foder til hunnen, som under "graviditeten" spiser mere end normalt. Fosteret, der i begyndelsen mest ligner et hajfoster (rokken nedstammer fra hajen), optager nemlig næring fra moderen gennem æghinden. Hunnen bærer sine unger i 3 måneder, og det er vigtigt at forholdene omkring hunnen ikke pludseligt ændre sig, da hun så kan aborterer eller føde degenererede unger. Dette gælder, som med andre levendefødende fisk, selvfølgelig hvis man flytter fisken, men også hvis man foretager store pludselige vandskift. Det er da heller ikke nødvendigt at flytte de voksne fisk, da de ikke vil spise de nyfødte unger, undtagen hvis de ikke selv får nok at spise til dagligt. Det gælder som med alle andre fisk om at holde dem i en god foderstand, hvilket ikke burde være nødvendigt at fortælle folk der holder levende dyr i fangenskab. For det er vel af kærlighed til dyr, at man holder dem.
Det er muligt at opdrætte ferskvandsrokker i fangenskab. Flere arter er opdrættet i offentlige akvarier, men også private, har haft held med enkelte arter. Peter Lutz fortæller for eksempel om opdræt af Potamotrygon leopoldi hvor en 60 cm stor han og en 30 cm stor hun fik 2 unger på 10 cm i diameter og 20 cm længde. De to unger blev født med 3 dages mellemrum. Opholdsakvariet var 270 cm langt 170 cm bredt og 50 cm højt.
De enkelte arter.
Jeg tror jeg nævnte det tidligere; der findes en del arter. De tilhører underfamilien Potamotrygonidae som indeholder slægterne Paratrygon, Plesiotrygon, Potamotrygon fra Sydamerika, hvoraf Potamotrygon er den største og mest kendte, med hele 18 arter.
Der er vel ingen grund til at nævne alle arterne, da størstedelen slet ikke eksporteres til akvariehobbyen, men et par stykker vil jeg alligevel nævne.
Den mest almindelige i hobbyen er Potamotrygon motoro, som det også er lykkedes akvarister at opdrætte. Dens grundfarve er brun, og så har den en masse gule til hvide pletter. Dens mønster og farver er meget varierende, og der kan være så stor forskel på to individer, at man tror det er to forskellige arter, man har med at gøre. Den har sin naturlige udbredelse i Amazonas og Orinoco ifølge Hans Gonella, men i Mergus Atlas Bind 2 kan man læse at den findes i Brasilien, Paraguay og Uruguay. Lægger man de to områder sammen, har man dækket det meste af det tropiske Sydamerika. Det store udbredelsesområde, kan jeg ikke få til at passe sammen med de mange arter, som på denne måde må overlappe hinanden i levested. Samtidig kan man i Mergus Atlas Bind 5 læse om en krydsning mellem Potamotrygon motoro og Potamotrygon reticulatus. Grunden til dette kryds kan selvfølgelig være, at de to er blevet tvunget sammen i fangenskab.
Potamotrygon leopoldi er sort i bundfarven med en masse gule næsten hvide pletter. Leopoldien finder man i Rio Xingu og staten Mato Grosso i Brasilien. Potamotrygon leopoldi er sammen med Potamotrygon motoro de mest almindelige arter i hobbyen.
Der findes også andre arter med flotte farvetegninger, men da jeg kun har set dem i form at tegninger, vil jeg helst ikke gengive for meget af dette, da jeg for eksempel har set tegning af Potamotrygon schroederi hvor den er blå med gulbrune pletter, mens jeg har set et billede, som skulle være samme art, men som er lysebrun med små mørke pletter/prikker. Potamotrygon ocellata vises også som værende brun i grundfarven med rustrøde pletter.
Litteratur.
Gonella, Hans, Sübwasserrochen, Bedeverlag.
Lutz, Peter, Haltung und Nachzucht von Potamotrygon leopoldi, DATZ 6/99.
Ross, R.A., Freshwater Stingrays from South America, Aqualog.
Vestergaard, Mogens, Potamotrygon motoro, Akvariebladet 1999 side 136.
Mergus Atlas Band 2, og 5.
|
