Geophagus spec. "Tapajós Orange Head"



Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
Området ved Alter do Chao er det nederste af Rio Tapajós, der er en stor klarvandsflod, som løber fra syd og nordpå til Rio Amazonas. Kommer man der i september eller senere, er vandstanden faldet så meget, at man tydeligt kan se, at bredderne er af fint hvidt sand. Kommer man i samme område i vores sommermåneder (juli/august) vil vandstanden være så høj, at man ikke vil kunne se det samme. Da vil vandet stå så højt, at der vil være vand langt ind mellem træerne. I dette område med stor vekslen i vandstand, lever en af de nye flotte Geophagus. Det er ikke netop i dette område, at den er mest udbredt, men rejser man længere op af Rio Tapajós, vil der være endnu større sandsynlighed for at støde på arten, som har sin største udbredelse lige nedenfor byen Itaituba.
Nu skal man ikke tro, at denne Geophagus udelukkende lever i åbent vand over ren sandbund. Kyststrækningen i Rio Tapajós variere en del. Flere steder findes der kyststrækning af store sten. Det betyder at arten kan findes mellem store sten i selve hovedfloden, og i områder hvor bunden består af sand og mindre sten. Fisken kan her søge ly mellem store sten og klippeblokke, og i regnperioden søger fiskene op mellem træerne - det lyder vildt, men det er det også. Vandstanden kan stige med 10-12 meter, og under disse forhold befinder mange fisk sig imellem træer og buske, som ellers var helt på land i løbet af tørtiden. Det betyder også, at de fisk som ikke er så heldige, at trække sig tilbage sammen med vandet, vil blive fanget i småsøer og vandhuller, som for de flestes vedkommende tørrer helt ud, inden vandet igen stiger i regnperioden. Denne spændende biotop deler denne Geophagus med flere andre cichlider. Jeg har selv fanget flere af dem i det nederste af Rio Tapajós for eksempel Teleocichla proselytus, Geophagus altifrons, Acarichthys heckelii, Apistogramma agassizii, Crenicichla regani og Acaronia nassa, men det er bare nogle få arter af dem der lever her, som jeg har været så heldig at se eller fange.
Geophagus spec. "Tapajós Orange Head" er en videnskabeligt ubeskrevet art, som også sælges under navnet Geophagus spec. "Red Cheek". Dette navn forstår jeg dog ikke rigtig, jeg mener helt bestemt, at den orangerøde pande er det mest tydelige kendetegn på denne art, og også en væsentlig faktor, når man skal bedømme fiskens udseende. "Orange Head" eller "Orangehovedet Geophagus" bliver omkring 20 cm, og passer fint ind i akvarier på 325 liter eller meget gerne større. Akvariet skal selvfølgelig dekoreres således at dekorationen tilgodeser fiskens behov. Et behov er skjulesteder for de fisk, som ikke må være i nærheden når et par vil lege, og et andet og meget væsentligt behov for en Geophagus (der betyder jordspiser) er, at kunne fylde munden med bundlag, og derefter si sandet ud gennem gællerne, for så at have fødeemner tilbage i munden. Dette må man ikke forhindre - må der ikke graves i dit akvarium, bør du ikke holde Geophagus.
Der er ikke nogen sikker kønsforskel, udover at det selvfølgelig er hunnen der lægger æg og hannen der befrugter dem, men står du og skal anskaffe dig denne art, må du anskaffe en lille gruppe på for eksempel 4-6 individer.
Det er ikke særlig svært at få fiskene i leg, vandtemperaturen ved Alter do Chao har jeg målt til 28 grader i september måned, og da målte jeg pH 6,5. "Orangehovedet Geophagus" er larvophil mundruger, hvilket betyder at æggene afsættes på for eksempel en sten, og at larverne tages i munden, når æggene klækker. Ungerne passes af begge forældrefisk, hvilket betyder, at begge også får mulighed for at tage føde til sig, mens den anden holder ungerne i munden. Opfodringen af ungerne volder intet besvær, de kan som de fleste andre cichlideunger tage nyklækkede Artemia, og meget snart vendes til også at tage forskellige typer af fint frostfoder og flagefoder.
Har du endnu ikke haft denne flotte Geophagus, så må du være på udkik. Der har igennem de sidste par år flere gange været vildtfangne eksemplarer i handelen i København, og da der er flere der har lykkedes med at opdrætte denne kønne fisk, så er det ikke umuligt at få fat i den.