Hypselecara coryphanoides
Æg på en trærod.
En unge i fotoakvariet.
Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
|
Nu skete det igen, jeg var efterhånden godt træt af disse fisk. Igen havde de lagt æg på en trærod, som de havde gjort det hundrede gange før. Men kommer der noget ud af det. Nej, denne gang skulle der prøves noget nyt. Jeg havde aldrig før taget æg til side til kunstig klækning, men en gang skal jo være den første. Æggen var placeret på en pæn stor trærod i et 250 liters akvarium. De var vertikalt placeret, noget de havde været hver gang. Op til enhver leg, havde fiskene altid gravet voldsomt i det område hvor legen skulle finde sted.
Dagen derpå, eller var det to dage efter, det husker jeg ikke helt, men jeg besluttede mig for at flytte træroden den aften. Jeg har en reol med små akvarier, og der var et på 63 liter, som var tomt, eller blev det meget hurtigt. Jeg skiftede vand, satte et filter til, og fandt et varmelegeme, som varmede vandet til 24,5 grader C. Herpå flyttede jeg roden, som dog måtte stikke lidt ud af akvariet, men det gik.
Jeg kunne fornemme nogle sorte nuancer i æggets farve, hvilket fortalte mig at der var udviklingen i æggene. De var altså befrugtede. Enkelte hvide æg var der også på roden, og jeg var klar over at de var ubefrugtede, og ville skimle de følgende dage. Der var så bare at håbe på at de raske æg ikke tog skade af det, men det måtte prøves, for jeg havde ellers kun den mulighed, at fjerne skimlede æg med håndkraft, noget jeg ikke var særlig varm på at gøre.
Dagen efter at træroden var blevet flyttet, kunne jeg ikke vente på at lyset skulle tændes, og begyndte at lyse med en anden lampe, for at se om der skete noget med æggene. Jeg valgte at slukke for filteret, for det var ikke den vej æggene skulle ende. I stedet satte jeg en luftsten ned i akvariet, til at skabe cirkulation og ilt i vandet.
Nogle timer efter kunne jeg se, at flere æg havde fået haler, og nogle havde løsnet sig fra roden, og var faldet ned på glasbunden. Det var altså lige det rigtige tidspunkt jeg fik slukket for filteret.
Efter endnu en time eller to, viftede der små haler ud af de fleste af æggene. Jeg så dagen igennem, hvordan fiskelarverne, med deres viften med halen, frigjorde sig fra træroden, og jeg tænkte på, om hunnen i dette tilfælde ville have hentet larverne op igen, for at fæstne dem på roden. Det er jeg ikke sikker på, og jeg har da heller ikke kunnet se en hæftetråd i panden, men dermed være ikke sagt, at den ikke var der.
Nu kom et par kritiske dage for mig, idet jeg bedst kunne se, hvordan først æg og senere døde unger skimlede. En hel dag eller to kunne jeg ikke se meget liv, og en stor del at ungerne var sikkert også døde, men enkelte steder kunne jeg stadig se små unger ligge på bunden, hvor de stadig lignede et æg med hale. En hale der hele tiden viftede frem og tilbage, med en utrolig fart.
Endnu en ny dag, hvor jeg hele formiddagen var travlt optaget af min nye computer. Der var mange ting der skulle læses over fra den gamle, og det var da heller ikke uden problemer. Jeg opdagede næsten ikke da lyset tændtes i akvarierne bag mig. Dog skulle jeg lige strække benene, og opdagede at der var gået en hel time siden lyste var tændt. Skulle jeg lige se til akvariet med ungerne. Som tænkt så gjort, jeg gik derhen, og glad blev jeg, for der svømmede en lille unge, og der var en til, ja der var faktisk flere end jeg havde turde håbe på aftenen før.
Jeg knuste lidt tørfoder mellem to fingre, og fodrede langsomt med det. Det var ikke sådan at de lige med ét fattede hvad jeg havde gang i. De svømmede bare rundt som om ingenting hændte. Jeg tænkte lidt på den Liquifry jeg havde brugt. Den havde forhåbentlig fået gang i lidt infusorier, ellers kunne der godt være flere der gik til, inden de ville finde ud af, at det faktisk var mad jeg kom i akvariet til dem.
Ungerne svømmer målløst rundt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er i denne stund, at jeg ellers ville kunne glæde mig over forældrenes pleje af ungerne, når de forsøger at holde ungerne sammen i en stor sværm omkring sig.
Forældrene var i øvrigt gået i gang igen. De havde lagt æg i akvariet, men i mangel af træroden havde de valgt akvariets siderude. Det fine grus der ellers lå i et lag på 5 cm, var flyttet således, at bunden, i et område på 50 x 10 cm, var blotlagt. Der er dog mange andre fisk i dette akvarium, som egentlig ikke var beregnet på, at der skulle kommer unger ud af det, men sådan går det jo gerne. Vil man have unger, får man det ikke, og gør man ikke noget for det, så kommer det hele af sig selv. Nå ja, sådan er det selvfølgelig ikke altid, og disse fisk har nu også forvoldt mig mange kvaler. Jeg ved ikke om det er fordi forældrene ikke rigtig har kunnet passe deres unger, for de har haft et 250 liters akvarium for dem selv, i næsten 1 år.
Nå, tilbage til ungerne, som ser ud til at have det udmærket. Deres maver er runde endnu, så på en eller anden måde har de taget noget til sig. Blommesækken er opbrugt, så det er mig der skal holde dem i live nu. Det er nogle sjove størrelser, med et sjovt kantet hoved, som om der har været tale om en hæftetråd. Efter endnu en dag besluttede jeg mig for, at forsøge at fotografere en af de små unger. Jeg fandt en 100 ASA film og et lille plastikkar. Derpå fyldte jeg lidt vand i, og fangede en af de små. Den svømmede rundt i karret uden nogen form for frygt, og da jeg stak spidsen af fingeren ned i vandet, kom den bare op til den. Det virkede som om, den manglede sin moder. Efter at have taget en del billeder mens karret stod i sollyset. Leverede jeg pænt fisken tilbage til sine søskende i akvariet. Her oplevede jeg samme dag, hvordan alle unger var samlet i et område nær overfladen. Og ikke som dagen før, bare flakkede rundet på må og få. Jeg havde de sidste par dage knust lidt tørfoder mellem 2 fingere når jeg fodrede, men jeg havde endnu ikke set ungerne tage foder til sig. Jeg besluttede derfor at give endnu et par dråber Liquifry, men jeg var lidt urolig ved, om det nu var det rigtigt jeg gjorde. Ungerne havde alle pæne maver, og der var ingen tegn på sult. Jeg stod et stykke tid foran akvariet og så på hvad fiskeungerne foretog sig. Jeg var selvfølgelig meget interesseret i, om de tog føde til sig. Jeg så en unge komme med en hurtig bevægelse fremad, som om den huggede efter noget føde. Jeg indstillede nu mine øjne på, at se efter noget meget småt. Mindre end de fine prikker at tørfoder, som også var i vandet, var de bitte små levende organismer eller dyr, som jeg kunne se bevæge sig. Jeg så nu også nogle meget små hvide streger på indersiden af ruden. En af fiskeungerne svømmede hen til en sådan, og bed dem midt over. Det var et dejligt øjeblik, at se ungerne tage føde til sig, og jeg betragtede nu fodringen som et mindre problem, end jeg havde gjort bare dagen før. Nu var spørgsmålet,
om overgangen til tørfoder ville gå lige så godt, men det kunne kun de følgende dage vise.
En morsom lille ting, var en lille unge der var dukket op mellem de andre. Den måtte være et resultat af en leg af en anden art. Den var tynd og langstragt, og lignede på ingen måde de andre unger. Akvariet, som jeg benyttede til klækningen og opfodringen af cichlideungerne, havde forinden været brugt til et par Rivulus urophthalmus, en lille flok Corydoras loretoensis og et par Fundolupantax gardneri. Corydoras kunne det ikke være, men jeg havde på det sidste haft flere kuld unger af Rivulus cylindraceus, hvilke lignede denne enlige unge meget. Det skulle også blive spændende at se om den blev til noget stort.
Hypselecara.
Det er måske også på sin plads, at fortælle lidt om denne cichlide, som ikke så mange kender ret meget til. Slægten Hypselecara består at 2 arter Hypselecara coryphaenoides og Hypselecara temporalis. Hypselecara temporalis har i mange år været en kendt akvariefisk under navnet "Cichlasoma" crassa, som i dag er et synonym. Hypselecara temporalis er at finde i Amazonfloden og dennes bifloder, mens man finder Hypselecara coryphaenoides i Rio Orinoco og Rio Negro, som jo bekendt er forbundet med en kanal.
Hypselecara coryphaenoides bliver, med sine godt 22 cm, ikke så stor som Hypselecara temporalis, som kan blive næsten 30 cm. Den er også mere beskedent farvet. Normalt er den bare brun over hele kroppen, hvilket også har givet den navnet Chokoladecichlide i Sverige. Jeg tror faktisk ikke den har noget dansk populærnavn, men hvorfor ikke også kalde den det i Danmark.
Anskaffelse.
Mine fisk er købt i Stockholm, da jeg for 2 år siden var på besøg på Rigsmusseet, sammen med nogle svenske kammerater. Det var i forbindelse med rejserne til Uruguay, at vi besøgte S.O. Kullander, som jo fik alt materialet vi samlede i Uruguay. Vi var rundt og se nogle udpluk af samlingen, og fik meget gode og lærerige samtaler med Kullander og flere af de andre medarbejder i afdelingen der tager sig af fiskene.
Vi besøgte et par forretninger, men det var Akvarielageret, som var den største oplevelse. Her svømmede nogle unger af netop den fisk, som jeg i længere tid forinden, havde ønsket mig. Det var kun 4 unger, men det var bedre end ingenting. Og det skulle da også vise sig, at der var et par imellem. Hjemme i København, blev de placeret i et 250 liters akvarium, og jeg fulgte de kedeligt brune fisk, som jeg egentlig tabte lysten til. De var da meget sjove, men der skete egentlig ingenting, og farver havde de heller ikke. På et tidspunkt købte jeg et 325 liters akvarium, og hvad var mere naturligt end at de 4 fisk kom deri, sammen med nogle ungfisk af Heros severus, som også er en stor fredelig sydamerikansk cichlide.
Efter nogen tid fik jeg en dag øje på en fantastisk flot fisk i mit akvarium. Det var hannen der var mørkebrun på bugen, men fuldstændig gulorange på øverste del af kroppen. Neeeeej, hvor var den flot. Det måtte betyde, at der var unger eller æg, og dem fandt jeg da også. De var placeret på siden af en trærod, og hunnen, som også var flot i farverne, stod tæt der ved.
Jeg havde som sagt æg og unger af dem mange gange, uden at det blev til noget. Hver gang var der tydelige flotte farver på parret, mens de ofte stod lodret i vandet med bugen nærmest træroden. I disse situationer udviser de meget mere aggressivitet end ellers. De jager med de lige så store Heros severus, som de nu igen deler akvarium med, efter at de nu i længere tid har haft et 250 liters akvarium for sig selv.
Skulle du også have fået lyst til at holde chokoladecichliden Hypselecara coryphaenoides, skal du være klar over, at det er en af de fisk jeg har haft, som har gravet mest. Jeg er ikke klar over, om den spiser meget plantekost i naturen, jeg har fodret med forskellige typer frostfoder, samt levende klare myggelarver, hvilket de var meget interesseret i.
|
