Paratilapia.


Paratilapia spec. "East Coast"

Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
Min interesse for Madagaskar cichlider startede først rigtig omkring 1993. Man kunne pludselig læse om spændende cichlider i flere af verdens cichlidetidsskrifter, på samme tid. Der var tale om nye importer af cichlider fra Madagaskar. Madagaskar er en stor ø, som er beliggende øst for det sydlige Afrika. Egentlig skulle det ikke være så specielt, men som vi kender det med andet liv på øen, så har udviklingen taget nogle anderledes drejninger, et eksempel er halvaberne. Med hensyn til cichliderne er der også tale om en anderledes udvikling, som til dels skal søges i øens historie. Madagaskar og Indien har hængt sammen med Afrika, for mange millioner år siden. Siden har Indien og Madagaskar bevæget sig væk fra Afrika, dog har Indien bevæget sig meget hurtigt, det er faktisk det område der har bevæget sig hurtigst, og derved efterladt Madagaskar, som har været totalt isoleret i næsten 165 millioner år. Det sjove ved det, er at cichliderne på Madagaskar er nærmere beslægtede med cichliderne (Etroplus-slægten) i Indien. Man taler faktisk om at udviklingen på Madagaskar har stået stille, og betragter disse arter for "gamle" cichlider, dermed menes at for eksempel ynglebiologien hos nogle af Madagaskars cichlider repræsenterer den oprindelige ynglebiologi, hvorfra mange spidsfindigheder som for eksempel mundrugning, redebygning og lignende har udviklet sig. Paratilapia er en repræsentant for en sådan "gammel" ynglebiologi, som har været brugt til studier, i store bassiner, på American Museum of Natural History i New York.

Lidt historie.
Det var en hollandsk ichtyolog P. Bleeker det beskrev Paratilapia polleni i 1868, ud fra fisk fanget ved Nosy Be i det nordvestligeste område af Madagaskar. I 1882 blev endnu en Paratilapia beskrevet. Det var H. Sauvage, der opkaldte arten efter P. Bleeker, som havde opstillet slægten 14 år før. Paratilapia bleekeri blev fanget nær hovedstaden Antananarivo, i sumpede områder. De 2 arter blev dog fra 1904, med Jacques Pellegrins revision, regnet som én art, og navnet Paratilapia bleekeri er henvist til en plads som synonym.

Paratilapia spec "East Coast".
Som nævnt blev et antal Paratilapia bragt til USA, hvor de blev opdrættet i 1991. Yngel fra dette opdræt blev spredt til akvarister i USA og Europa. Gennem en grossist i Sverige fik jeg mulighed for at anskaffe mig en lille gruppe af disse ungfisk, men jeg fik ikke opdrættet videre på dem. Det viste sig at gruppen gik fint sammen i et 250 liters akvarium, men da der så ud til at være udskildt et par, og dermed optakt til leg, og jeg flyttede de overskydende fisk fra akvariet, så gik hannen løs på hunnen, som blev ilde tilredt. Jeg fandt det derfor bedst at flytte de øvrige fisk tilbage, så alle igen var samlet, og hannens aggressivitet ikke kun gik ud over én fisk. Det gik så godt igen i en periode, hvor alt var stabilt, men så en dag var alle pludseligt døde - uden nogen forudgående tegn på sygdom eller lignende. Jeg har dog min mistanke til noget levende (friskfanget) foder, som blev benyttet dagen før, da der samtidig også var andre døde fisk i akvariekælderen. Paratilapia spec "East Coast" er med sine 25 cm. er en cichlide til de større akvarier. Jeg har ikke oplevet legen, og dermed ikke selv set, hvordan fisken lægger sine 1000 til 5000 æg i klaser, lidt i stil med vores hjemlige gedde. Flotte billeder af klaser af æg, hængende fra en trærod, kan ses i bladet "Cichlid news, juli 1993".

Paratilapia polleni.
Den Paratilapia som blev indført til Europa, er den med de store hvide pletter. Den blev i 1990'erne betragtet som værende en Paratilapia bleekeri, mens den småplettede som amerikanerne havde importeret blev betragt som værende Paratilapia polleni. Det er imidlertid forkert, og vil sikkert i litteratur fra den tid, være betegnet forkert. Forskellen på de to arter blev opdaget af amerikansk grossist, der bestiller nogle Paratilapia polleni (dengang kaldet Paratilapia bleekeri), og samtidig har Paratilapia spec. "East Coast" (dengang kaldet Paratilapia polleni) i sine akvarier. John O' Mally, som han hedder, oplevede begge arter i deres skræktegning, altså det farvemønster de har når de er bange. Derved kunne han gøre opmærksom på flere detaljer, som var forskellige, men ikke kun dette, også kropsbygningen var anderledes.
De to arter har en udbredelse i de østlige og nordlige dele af øen, hvor man flere steder kan finde dem i samme flodsystemer, men da lever de ikke i samme områder af floden. De har altså hver deres niche, som de er knyttet til.
Paratilapia polleni, som kun bliver cirka 18 cm., er kommet i hobbyen fra Frankrig. Det var nogle franskmænd: Jean-Claude Nourissat, der i 1991, og Frédéric Defond der i 1988/89 rejste til Madagaskar for at fange og undersøge så mange cichlide arter som muligt. Rejser med stor succes med hensyn til nye arter, men så sandelig også med omkostninger. Således kan man i Ciklidboken læse et mindeord for Defond, som blev taget af en krokodille under fangst af Paratilapia polleni. Senere har også Jean-Claude Nourissat mistet livet, efter en fangstrejse til Madagaskar. Jean-Claude Nourissat døde kort tid efter hjemkomst til Frankrig af malaria.

Paratilapia polleni er siden blevet opdrættet i Frankrig, og derfra via Uwe Werner i Tyskland kommet til Skandinavien, hvor jeg fik 6 eksemplarer fra en ven i Stockholm. Christer Fredriksson er en kendt opdrætter, og et meget aktivt medlem af Nordisk Cichlide Selskab, og kommer du til Stockholm er hans forretning "AkvarieLageret" bestemt et besøg værd.
Belært af erfaring fra Paratilapia spec. "East Coast", havde jeg mine nyerhvervede Paratilapia polleni i et 250 liters akvarium, men da de begyndte at få en rimelig størrelse, var der en ven, Jan Sørensen fra DCS, med større akvarier der overtog fiskene.
Jeg opnåede desværre ikke at få yngel, eller at se dem lege, men Jan har haft æg af dem. I hans akvarium er der blevet gravet en lille fordybning i bundlaget og heri har hunnen lagt sine æg i en aflang klase. Hunnen står over klasen og vifter friskt vand på æggene, med sådanne bevægelser, at havde æggene ikke været klistret sammen til en klase, så havde de været spredt i akvariet.
Disse observationer stemmer overens med hvad man kan læse i artikler, om Paratilapia spec. "East Coast", af for eksempel Dr. Paul V. Loiselle og Melanie Stiassny som skriver: Æggene er ikke individuelt hæftet til substraten. Hvert æg har en lang klæbrig tråd som klæber til andre tråde. Det færdige resultat er et centralt "tråd" til hvilket flere hundrede æg er hæftet. Når æggene afgives i en grubbe i bundlaget, er resultatet en enkelt meget lang streng af æg, som under hunnens kraftige viften, folder sig sammen til en flere lag tyk klump.
Jeg har fra Uwe Werner fået at vide, at legen hos ham foregik ved at hans Paratilapia polleni bed alle bladene af en Anubias, og æggene derefter blev lagt i klaser på rodnettet. Uwe Werner, fortalte også at de flere gange har benyttet sig af huler, når de leger, altså en meget alsidig art, og et rigtigt spændende bekendtskab. Arten lægger omkring de 3000 æg, men er ikke den bedste beskytter af ungerne, hvorfor det kan anbefales at tage et par hundrede æg til side og klække dem kunstigt. Opfodringen af ungerne giver intet problem, de tager straks Artemia.

Madagaskar.
Vi har nu i Danmark set nogle få af de arter af cichlider, som findes på Madagaskar, og det er sikkert også på tide, at der bliver gjort opmærksom på øens ferskvandsfauna. Madagaskar er en ø der er meget hærget af skovhugst, og det med det kedelige resultat, at det tynde lag jord, som skal til for at planter kan gro, flyder med floderne ud i havet. Det er så galt, at de amerikanske rumfærger, har haft mulighed for at kunne tage fotos fra rummet, hvor det tydeligt ses, hvorledes flodernes udløb i havet farves brunt af bortskyllet jord. Fortsætter det, kan man ikke genplante træer og buske, hvilket igen vil betyde meget ændrede livsforhold for de mange endemiske dyrearter, ikke kun over vand, men også i floderne.
I Brasilien er man begyndt at gøre de lokale interesseret i områdets fauna, ved at kunne sælge af stedets dyr til den øvrige verdens hobbyfolk. For eksempel findes der opdrætsanlæg (dambrug) i Amazonas, hvor man nu opdrætter rød neon til eksport. En ny udvikling, der kan gavne de lokale, og dermed gør dem mindre afhængig af at fælde og afbrænde skovområder for at opdyrke den fattige jord.
Arterne i Paratilapia slægten er kun en fortrop, der er andre flotte og spændende arter på vej mod vores breddegrader, så hold bare øjne og ører åbne, så får du måske en dag muligheden for at erhverve dig eksempelvis: Paretroplus dami, P. petiti, P. kieneri, P. polyactis, eller P. maculatus, hvor slægtsnavnet giver en antydning af de nære bånd til de 3 arter i den indiske slægt Etroplus.


Artiklen er skrevet til Akvariebladet i midten af 1990'erne.
Artiklen er revideret mht. navne i november 2006.