Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
|
Placidochromis milomo, han.
Normalt er jeg ikke særlig interesseret i Malawicichlider. Det er som om, der skal være noget specielt ved en Malawicichlide for, at jeg bliver interesseret. Og det må man sige der er ved denne fisk, som jeg så svømme i er stort flot akvarium, sammen med flere andre for mig velkendte arter. Men det var altså Placidochromis milomo som jeg lagde mærke til, og det på grund af dens sjove udseende med de store læber. Det der gør mig nysgerig, når jeg ser en fisk med et anderledes udseende er, hvorfor ser den sådan ud, altså hvilket behov har den for at udvikle sådanne læber. Som regel har det noget med fødesøgningen at gøre, og sådan er det også i dette tilfælde. Det er selvfølgelig ikke ved selvsyn at jeg har fundet ud af dette, men når man falder over noget der interesserer, så gælder det om at søge oplysninger.
Placidochromis milomo er beskrevet i 1989 af Michael K. Oliver, og navnet milomo betyder læber på et af de lokale sprog. Det er en art der kendes fra hele søen. Den findes på dybter fra 25 til 40 meter, hvor den søger føde på klipper med sedimentlag. Føden er for eksempel insektlarver, som fanges ved et hurtigt bid i sedimentlaget. Læberne spredes ud i fangstøjeblikket.
Det er ikke en fisk der kræver et særligt territorium, med mindre der er andre dominerende hanner til stede. I akvariet vil den ofte være "nederest i hakkeordenen", men på grund af sin hurtighed, vil den unslippe de største problemer. Dens hurtighed gav den også tilnavnet "Super VC 10", som var en flytype der tidligere fløj mellem Malawi og London. Det var dog i forbindelse med fangst af fisken i søen, hvor den hele tiden forsvandt, når fiskerne nærmede sig, at navnet opstod.
Placidochromis milomo er en rimelig stor fisk med op til 20-25 cm. Og et akvarium med en længde på 2 meter, må betegnes som et minimum. Dominerende hanner farver ud med blåt hoved, mens ikke dominerende hanner og hunner har lodrette mørke striber på en gullig grundfarve.
Placidochromis milomo, hun.
Arten har ikke noget specielt sammenhold i søen. Hvis sexuelt aktive hanner møder hunner, vil de nærme sig, for at se om hun er interesseret. Er hun det, foregår legen som en traditionel runddans, over et klippeområde. Arten er som langt størsteparten af cichliderne fra Malawisøen mundruger. Og har man flere hunner i et akvarium, kan hannen godt finde på at lege med flere hunner samme dag. Hunnen går med æg/unger i munden. Nyspyttede unger er rimelig store, og viser straks et stribet kropsmønster. Ungernes størrelse betyder også, at de ikke er noget problem at opfodre, de kan for eksempel straks tage nyklækket Artemia og småt flagefoder.
Som med andre cichlider med store læber, er det desværre således, at læberne er størst på de vildtfangede eksemplarer, fordi de har haft brug for dem under naturlig fødesøgning i søen. Ved ophold i akvarier, og efterfølgende generationer, skal man forvente, at læberne mindskes en del.
|
