Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
|
Bogota er Colombias hovedstad, og der vi tilbragte nogle enkelte dage mellem hver rejse ud i landet.
Når vi efter hver rejse kom til Bogota, skulle der afleveres fisk til grossisten og ses til de fisk som allerede var der. Og derpå skulle vi göre det hele klar til næste tur. Det betöd at vi skulle have udleveret det bagage som hotellet havde stående i et aflåset rum. Blandt det var der nye og brugte diasfilm, rejsetöjet til hjemrejsen, det medbragte mad, som skulle bruges på den sidste tur til Rio Atabapo, samt souvenir og lignende, som vi ikke havde brug for mere. Bogota er en storby på godt og ondt, men det var spændende at se nogle af de mange turistattraktioner der findes der. Det var nemlig muligt for os at se lidt af byen når vi alligevel skulle i banken eller til luftfartsselskabet for at checke flybilletter, köbe indenrigsbilletter eller veksle penge.
En tur på museum blev det også til, idet Museo del Oro (Guldmuseet) befinder sig i Bogota. Det er her man finder den enestående samling af guldskatte, som er fremstillet fra 2000 år för kristi födsel frem til det 16. århundrede hvor Europæerne kom til landet. Altså ting som stammer mange hundrede år længere tilbage i historien end Inkariget, og på intet tidspunkt tilhörte det mod syd liggende Inkarige. Den omfattende skat som findes i Bogota blev aldrig fundet af Spanierne der havde meget lettere ved at röve Inkaindianernes guld, og det er derfor at man i Ecuador og Peru ikke finder de samme guldskatte som i Colombia, for Inkaguldet har Spanierne smeltet om og taget med til Spanien i form af guldbarrer for 300 år siden.
Selv i storbyen kan man have mange anderledes oplevelser, som da strömmen pludselig forsvandt i den internationale lufthavn, mens vi skulle checke ind, eller da jeg på gaden blev tilbudt at köbe et indianerbarn, men det er alle sammen oplevelser, som man må tage med hvis man vil opleve denne del af verdenen. Hotellet vi boede på var et internationalt hotel, med visse skönhedsfejl, men deres störste problem var restauranten. Jeg husker en dag, jeg kom lidt senere end de andre, og derfor fik min forret senere. Da de andre så skulle have deres hovedret, havde tjeneren et stort problem med at finde plads til min tallerken, for jeg havde en i forvejen. Bad man om ekstra kartofler, skulle man ikke regne med at få dem för de kolliderede med desserten. Alt i alt fik vi os nogle underholdende, men udmærkede måltider der.
Når vi havde tilbragt en eller to dage i Bogota glædede vi os til at komme ud af storbyen, og ned i varmen. For Bogota ligger oppe i Andesbjergene, og vi måtte gå med lidt ekstra töj på, for at holde varmen. På et tidspunkt mistede jeg nogle enkelte Apistogramma diplotaenia fordi der i nattens löb blev så koldt på hotelværelset at de ikke kunne klare den. Om morgenen målte jeg kun 14 grader C. i posen, og jeg blev klar over, at værelset lå lige over receptionen, hvilket sikkert bar en stor del af skylden for kulden på vores værelse.
Villavicencio.
Den sidste rejse fra Bogota ud i landet, skulle gå til Rio Atabapo, som er grænsefloden mellem Colombia og Venezuela og biflod til Rio Orinoco. Det var til denne tur vi havde medbragt vores egen mad, og alt det andet specialudstyr som lygter, presenning, primus og liggeunderlag. Det blev fundet frem på hotellet og alt gjort klar.
Vi vidste at vi skulle flyve med en lille 26 personers flyver, som tilhörer Satena, der er militærets luftfartsselskab, og vi var klar over at vi skulle mellemlande i byen Villavicencio, fordi militæret skulle bruge flyveren, og derved först kunne transportere os videre med en dags forsinkelse. Det betöd imidlertid ikke noget for os, for vi benyttede chancen til at besöge en lille flod i området.
Apistogramma interesserede som jeg selv kender til denne by, fordi det er i det område man finder A. macmasteri, A. viejita og flere andre spændende arter. Efter at være ankommet i löbet af formiddagen, fik vi hurtigt afleveret bagagen på værelserne, i et ellers rimeligt pænt hotel. Det kunne se ud som om at det var et feriehotel for folk fra Bogota, for det lignede en hel del de hoteller som man set i middelhavslandene, med en stor swimmingpool, bordtennis og lignende faciliteter. Taxaerne som vi körte med, var da heller ikke terrængående köretöjer og vejene var af asfalt.
Vi körte cirka 40 km. hvorefter de to biler holdt ind til siden. Her spurgte den ene chaufför en mand om vi måtte gå gennem hans jord. Det fik vi lov til og vi åbnede leddet og gik ind. I den anden side af indhegningen var det også et lille led, som vi skulle igennem, hvorpå vi skulle over et lille vandlöb og ind gennem et lille stykke skov, för vi kom ned til en lille flod.
Vores förste bemærkning var, at her måtte der være Maller, for det stykke flod vi befandt os ved var på et stykke rimeligt dybt, hvorefter der var et stykke med mange sten og ringe dybde, som vandet skulle passerer, för det kunne löbe videre i et dybere område lidt længere nede.
Vi gik selvfölgelig straks igang med net og fotoudstyr, men da der udelukkende var Maller, Tetra og Crenicichla på stedet. Koncentrerede jeg mig om at tage undervandsfotos.
På min tur rundt mellem stenene fandt jeg flere par af Crenicichla, som stod med unger, og jeg bemærkede at de par jeg så opholdt sig på cirka 2 meters dybde, mens de enkelte eksemplarer jeg så oftest befandt sig inde mellem de mange store og små sten som bunden og bredden bestod af.
Stedet lå 660 meter over havoverfladen og vandværdierne i denne flod var: pH 5,0 kH og GH 0 mens lufttemperaturen var 29,4 grader C. og vandtemperaturen kun var 23,9 grader C.
På vejen tilbage til hotellet lykkedes det mig at törre min T-shirt ud af sideruden af bilen, fordi jeg gerne ville have den tör i min bagage næste morgen, hvor vi skulle tidligt op og videre med fly til Puerto Inirida.
Rejsen fortsætter i artiklen "I kano på Colombia's vandveje".
Artiklen har været bragt i:
Akvariebladet 1994 side 314.
Nordiska Ciklidsällskabet's tidsskriftet CiklidBladet nr. 7 1995.
|
