Artiklen mangler at blive opdateret med undervandsbilleder fra Ecuador og Colombia.
Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
|
Da jeg i 1992 fik besked fra Alf Stalsberg, at jeg kunne komme med på hans
tur til Sydamerika, var glæden selvfølgelig stor. Jeg fik en liste fra Alf,
med alle de ting jeg skulle huske at anskaffe mig inden afrejsen,
og jeg måtte straks igang med at købe alt fra dykkerbriller, snorkel og
badebukser til pandelygte, knækbrød og film til kameraet. Vi var 4 som lavede
er samlet køb af film, hvilket betød at vi kunne spare over 3500,- DKK,
men så købte vi også over 150 Kodachrome-film som normalt koster over 100 kr
stykket.
Blandt de ting jeg købte var en Ewa-marine pose til mit kamera, som jeg var
særlig spændt på at se resultate at. Posen, som i populær tale kaldes et
kamerakondom, er lavet af kraftigt plastik, med glas ud for linsen, og en
metalskinne til at spænde om åbningen, så posen kan holde tæt. Det er mine
oplevelser med denne pose, mit kamera, Ektachrone 400 og snorkel jeg gerne
vil dele med andre i denne artikel.
Cichlider på hjemmebane.
Jeg lærte hurtigt, at når man kom frem til en flod, så var der ingen grund
til at stå og nyde naturen ret længe, for hvor kedelig floden end så ud, så
var det helt sikkert, at så snart man havde hovedet under vand, så lå man
blandt maller, tetraer og cichlider i DERES verden. Man kunne rigtigt se,
at det var dem der var på hjemmebane. Tetraerne svømmede hurtigt og nysgerigt
rundt om én, for at se hvad det nu var for en "fisk". Store som små
tetraer kunne stå imod strømmen, som vi ser det hjemme, når de stiller
sig oppe ved udstrømeren fra filteret. Når jeg stragte armen eller
nettet ud imod dem, svømmede de bare mod strømmen, eller klappede
finnerne sammen og lod sig flyde et par meter længere ned i sikkerhed.
Disse manøvre klarede de også i så hurtigtstrømmende vande, at jeg havde
besvær med at holde mig fast, hvilket også resulterede i, at jeg nogle
gange tog en ufrivillig lille tur på et par meter med strømmen.
Mallerne var også forbavsende gode svømmere. De efter min mening ellers
så kluntede Corydoras, var her hurtige svømmere, der pludselig var blevet
meget svære at fange, men generelt lå mallerne mere stille, og de kunne
som regel fanges med håndnettet, som blev lagt ned over dem. Selvfølgelig
så vi også cichlider, de var der i stort tal:
Crenicichla, Bujurquina, Aequidens, Apistogranma, Dicrossus, Caquetaia,
Biotodoma, Acaronia, Uaru, Pterophyllun, Satanoperca, Geophagus, Cichlasoma,
Astronotus, Mesonauta og Laetacara.
Geophagus og spændende mundrugere.
Med mit camera om halsen, og et net og plastikpose fæstnet til mine
badebukser, så jeg hvordan 6 store Geophagus svømmede rundt i flok,
og undersøgte bunden for spiselige ting, på deres karekteristiske måde,
hvor sandet sis ud gennem gællerne, og eventuelle fodeemner holdes
i munden. Det var spændende at ligge helt roligt, og se den arbejde
næsten uforstyret på cirka 2,5 meter dybde. Jeg fik da også taget
en del fotos af dem.
Min storste oplevelse under vand, var nok de spændende mundrugere
i Bujurquina slægten, som vi oplevede i flere floder i Ecuador og
det sydlige Colombia. De lægger deres æg på et blad, hvilket er
meget praktisk, da de så har mulighed for at flytte det, hvis det
viser sig, at det sted de havde valgt til leg, ikke var så godt
som først antaget. En fisk, som har lagt sine æg på en sten
som, når vandstanden falder, pludselig ikke står under vand, har
ikke mulighed for at tage en stor sten med sig, men det har disse
flotte fisk. Den samme mulighed har de selvfølgelig hvis de bliver
truet af andre fisk.
Ungerne passes som hos andre mundrugere, og jeg var da også heldig,
at se en hun med unger. Da jeg kom for tæt på den, gav den tegn til
ungerne, som hurtigt tog flugten ind i moderens trygge mund. Efter
at have ligget stille et stykke tid, kunne jeg se hvordan hun igen
slap ungerne ud. Jeg lå så et øjeblik og opserverede hvordan hunnen
holdt andre fisk på afstand af sine unger, uden at tage dem i munden,
men da jeg mente det var tid til lidt fotografering, ragte jeg den ene
hånd frem mod fisken, samtidig med at jeg forsøgte at fotografere med
den anden, det blev til rimelige, men lidt utydelige billeder, fordi
jeg befandt mig i et lidt mørkere område, med overhængende trækroner.
Ny fisk.
En af de akvaristisk nye fisk vi havde med hjem, er den spændende
Caquetaia myersi, som tilsyneladende udviser en special adfærd,
som må beskrives i en senere artikel. Den fangede vi i flere floder,
men i en flod nær byen Purto Rico i Colombia provinsen Caqueta oplevede
jeg en noget skræmt Caquetaia stå mellen nogle siv ved flodbreden.
Den havde tæt ved 100 unger af en rimelig størrelse. Når jeg
siger rimelig størrelse, mener jeg selvfølgelig rimelig til
hjemtransport til Danmark. Og jeg gik selvfølgelig straks igang
med at fange nogle af disse unger, da jeg var færdig med at fotografere.
Anderledes spændende var det at opleve Caquataia myersi i floden
Aguas Calientes, hvor jeg så et stort par, med unger. De stod mellen
nogle klipper, og forsvarede deres store ungeflok. Truende svømmede
de frem mod mig. Når jeg kom for tæt på, og det var tydeligt, at de
ville gøre meget for at holde mig væk.
I floder med udløb mod Amazonområdet, var jeg altid spændt på,
at se hvilke Crenicichla vi mødte. Nær byen Villavicencio, som mest
kendes for at være byen man tager til, når man skal besøge det øverste
område af den stora flod Rio Meta, besøgte vi en lille flod med mange
maller og tetraer.
Jeg så flere Crenicichla par med ungeren omkring sig i sværme, og det
var tydeligt, at de befandt sig godt mellem de mange sten. Det
besværliggjorde selvfølgelig også fangsten, men det lykkedes
at fange nogle få eksemplarer.
Mange dias...
En sådan spændende og oplevelsesrig rejse, slutter ikke med at gå
op i en flyver og rejse hjem. Nej! jetlag, malariatabletter, insektbid,
sår og rifter, framkaldelse af film og lignende skal nok huske en
på, at man "ikke helt er landet endnu".
På mine rejser i Moskva, USA og det sydlige Afrika har jeg altid sagt
til meg selv, at det var bedre at tage et foto for meget end et for lidt,
man ved aldrig om man kommer der igen. Det var selvfølgelig også
tilfældet på denne tur, hvilket resulterede i at jeg i 2 uger kunne
modtage, klippe og montere over 950 dias. Alle dias er nu numereret og
indsat i 4 mapper, så jeg altid har mulighed for hurtigt at finde en
bestemt fisk eller biotop, men sikke et arbejde.
Du kan læse en rejsebeskrivelse fra turen til Ecuador og Colombia her.
Artiklen har været bragt i:
Nordiska Ciklidsällskabet's tidsskriftet CiklidBladet nr. 6 1993.
|
