Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
"Aequidens rivulatus"
|
Vi var en 7 mand stor gruppe fra Danmark, Sverige og Norge, som i februar 1993
rejste til Sydamerika. Da det var min første rejse til Sydamerika, og min
første fangstrejse, var der selvfølgelig en hel del ting jeg måtte anskaffe
før jeg var klar til turen. Det vigtigste var selvfølgelig at fotoudstyret
var i orden, og jeg havde da også købt rigeligt med film til kameraet.
Det blev også til en "EVA Marinebag" til det ene kamera, således at jeg kunne
have det med ned under vand for undervandsfotografering. For at give
et indtryk af hvilken "ferie" vi skulle ud på, vil jeg fortælle hvad
min bagage bestod af. Vi skulle være væk i 5-6 uger og jeg havde 2 par
shorts, 1 gammelt par sko, 1 hat, 2 T-shirts, 1 T-shirt med lange ærmer
og så mit rejsetøj. Resten af bagagen var forbeholdt fotoudstyr,
plastikposer til fisk, maske og snorkel, fiskenet og mad.
For det meste benyttede jeg mine håndnet, ligesom hjemme i akvariet,
det syntes jeg gav de bedste resultater.
Afrejsen fra Europa var speciel fordi vi kom fra 3 forskellige lande,
og dermed med forskellige fly fra Oslo, Göteborg og København til
Paris. Herfra rejste vi alle med en Avianca 747 videre til Bogota.
Efter 11 timer over Atlanten ankom vi til Colombia''s hovedstad Bogota,
hvor et andet Avianca fly ventede på at flyve os videre til Ecuador's
hovedstad Quito. Det underlige ved rejsen var tidsforskellen, for vi
havde rejst mod vest, og var derfor fremme allerede klokken 21:00,
men vi var meget trætte, og havde ingen problemer med at falde i søvn.
Næste morgen købte vi nogle af de ting vi manglede Formalin, Cola og lidt at spise. Derpå lejede vi 2 biler og kørte ud af Quito mod syd. Nær Aloag drejede vi mod vest, og efter cirka 72 km. stoppede vi ved en lille biflod til Rio Toachi.
Rio Toachi er en af mange floder i flodsystemet Rio Esmeraldas, og det er i dette flodsystem, at man finder den rigtige Aequidens rivulatus. Alle biotoperne vi besøgte fik nummer, således at vi nemmere kunne tale sammen om stederne, uden at rode rundt i de mange floder vi kom til at besøge. Floden vi havde fundet lå 780 meter over havets overflade, og havde følgende vandværdier: 22 grader C, pH 7,5, dH 1 og KH 2.
Efter at have fanget nogle Aequidens rivulatus, kørte vi videre til en lille by ved navn Santo Domingo de los Colerados, her fandt vi Hotel Toachi, som skulle blive vores hjem den nat. Da vores bagage var kommet op på værelset, begyndte vi at se nærmere på den ene bil, for det så ud som om, at det ene hjul ikke var helt i orden. Det så dog ud til at det var forsvarligt at fortsætte, bare vi kørte forsigtig.
Fra Santo Domingo kørte vi dagen efter yderligere mod vest til vi 20 km. før byen Rosa Zárte (Quinende), kom til endnu en lille biflod til Rio Toachi. Også i denne flod fangede vi Aequidens rivulatus, men nu fangede vi også den kønne Tetra Rhoadsia altipinna samt den levendefødende Pseudopoecilia festae. De 80 km. fra Santo Domingo var ned af bakke, og vi befandt os nu 350 meter over havets overflade, i en flod med en pH på 8,5 GH 10 og microsiemens på 190.
Vi var kun i denne del af Ecuador for at fange nogle flere Aequidens rivulatus, som skulle blandes med de stammer vi havde hjemme i Skandinavien. Derfor var det nu tid til at vende bilerne og køre tilbage af samme vej som vi var kørt ud, men vi kørte gennem Quito og længere mod nord, hvor vi skulle overnatte i Otavalo på Hotel Yamor Continental. Her ankom vi sent fredag aften, og grunden til dette var, at indianerne hver lørdag formiddag har et marked, med mange flotte ting blandt andet tæpper, som jeg havde besluttet mig for, at købe.
Lørdag morgen startede tidligt med at gå det lille stykke fra hotellet til markedspladsen, og der brugte vi nogle timer på, at se hvad de handlede med. Skulle man blive lækkersulten, var det mulighed for at købe snegle hos en pige, der stod med en hvid spand, hvorpå hun havde et fad med snegle. Jeg så også pigen selv tage en snegl op, og så suge sneglen ud af huset, men jeg skulle ikke nyde noget af, selv at spise en.
Efter at have været en rigtig turist i et par timer, og købt det ønskede tæppe, forlod vi Otavalo, og kørte omkring 70 km. til et sted som hedder Julcan. Det specielle ved stedet er, at det ligger 1740 meter over havets overflade, hvilket også kunne mærkes på vandtemperaturen, som var nede på 20 grader C. pH målte vi til 8,5 og lufttemperaturen var 27 grader C. Stedet vi var kommet til, var et lille sumpet område langs en flod, der var høje siv, som gjorde det umuligt at se floden, men det var også de små vandhuller vi var interesserede i.
Vi fangede en del Xiphophorus helleri (Sværddragere) og nogle kønne gule Tetra, og fik en masse stik af en lille irriterende flue, som bed et lille hul i huden, hvorpå der kom en lille bloddråbe frem, og så begyndte det at klø noget så forfærdelig i et par dage.
Vi var nu færdige med det det nordvestlige Ecuador, og kørte igen tilbage til hovedstaden Quito. På vejen gennem bjergene begyndte det at sne, og meget hurtigt havde det ændret sig til hagl, hvorpå vi måtte køre meget langsomt, for at kunne se noget. Uvejret var dog lige så hurtigt overstået som det kom, og vi fik endnu noget kørsel inden det blev mørkt. Tilbage i Quito fik vi udskiftet vores biler, som vi ikke var helt trykke ved at køre med, og vi fik et værelse på Hotel Cristal la Plaza. Det var kun 1 værelse vi fik, for hotellet var fuldt optaget, men vi var da glade for at have tag over hovedet. Værelset var ikke det bedste for gulvtæppet var fugtigt, og nogle steder vådt, hvilket sammen med byens beliggenhed i bjergene 2800 meter over havets overflade, gjorde stedet noget koldt. Dertil kom, at vi var 7 personer til at dele et toilet, og dem der ikke havde senge, lå på madrasser på det våde gulv, men vi havde en rimelig nat, og tænkte frem på de næste dage i Amazon-provinsen.
Næste morgen kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme afsted, men vi skulle lige klare køen ved badeværelset og morgenmaden. Derpå fik vi pakket og kørte ud af byen mod øst. Det var en fantastisk oplevelse at køre ned af bjerget i den tidlige morgen, hvor tågedisen letter fra regnskoven på grund af dennes opvarmning. Vi stoppede også flere gange og fotograferede udsigten og de forskellige kønne blomster. Et sted i 3880 meters höjde målte vi temperaturen til 4 grader C. Det er ikke lige det man forestiller sig af det varme Sydamerika, men når først man selv er der, må man sande, at det ikke altid er som man havde regnet med hjemmefra.
Vejen førte ind til en lille by som hedder Baeza, og her kunne man køre mod nord eller syd. Begge veje førte ind i området der er domineret af det øverste af den store Rio Napo, som løber ned til Rio Solimoes nær den Peruvianske by Iquitos. Vi kørte sydpå til byen Tena, som befinder sig i 700 meters højde. Her overnattede vi på Hotel Mol, og til vores overraskelse fandt vi flere akvarier i hotellet. Der var sjovt nok Sort Tetra fra Paraguay i et af dem, men det der interesserede os mest var de akvarier med Guppy. Vi fik talt med Hotelmutter, og hun ville vise os hvor hun havde fanget nogle af de fisk hun havde i akvarierne.
Floderne omkring Tena og den næste by Puyo er hurtigflydende floder med temperaturer fra 19 til 24 grader C. pH fra 6,6 til 8,5 og GH 0, med undtagelse af en lille flod 16 km. nord for Tena, hvor vi målte en GH på 4. I disse floder fangede vi forskellige arter af Tetra, Maller og Cichlider af arten Bujurquina peregrinabunda.
Den ene dag i Tena var vi ude i byen med hotelmutter, for hun ville vise os de steder hun havde fanget fisk. Det var også lidt specielt, for et sted ned i byen gik vi ind mellem nogle huse, og derpå langs en kanal ned til en bro. Vi gik over denne træbro og ud på en ø, hvor en sti ledte ned til Rio Tena. Her tilbragte vi en del af dagen med at fange Maller og Bujurquina, og senere fik vi også guppybiotopen at se. Den var lige så speciel, fordi vi skulle gennem et autoværksted, og ned gennem ejerens have, hvor lillemor stod med opvasken, og nede for enden af deres have var et lille næsten stillestående vandløb. Det så ikke ud af noget særligt, men ved brinken var vandet fyldt med små mørke prikker, og det viste sig at være Guppy. Det var den nemmeste fangst vi havde gjort. Et par slag med nettet nede i vandet, og så havde vi mellem 50 og 100 Guppy.
Næste morgen takkede vi pænt for hjælpen og kørte videre til Puyo, hvor vi skulle tilbringe den næste nat. Det var et specielt hotel, idet vi kunne gå ned mellem nogle hytter, hvor der var 2 værelser i hver, og det hele så normalt ud, men kikkede man om på bagsiden af hytterne, så var der længere ned, og hytterne stod på pæle. Det var åbenbart ikke alle pælene der havde den rigtige længde, for vores hus var så skævt, at min seng havde flyttet sig cirka 30 cm. i løbet af natten.
Nogle af floderne i Puyo området løber ned i Rio Pastaza og Rio Maranon. Rio Maranon er den øverste del af Rio Amazonas. Og i disse floder fangede vi Tetra, Maller, Bujurquina og så var glæden stor da vi fangede Crenicichla anthurus.
Fra Puyo kørte vi mod vest, op i bjergene, men vi stoppede et par gange for at undersøge nogle af de floder vi passerede. Det blev til flere Bujurquina nogle Rivulus og en meget flot Tetra. I en lille by ved navn Shell mødte vi den første militærpost, og vi måtte skrive os ind i deres "gæstebog" og vise vores pas, men det var også det hele, det var venlige soldater, og vi kunne hurtigt fortsætte vores rejse.
Tilbage i Quito fandt vi igen vores hotel, og glædede os til ikke at skulle ligge på gulvet, men der var noget med reservationen, som var galt, og vi måtte klare os med det fugtige værelse igen. Denne gang var der lidt mere panik på, med hensyn til toilettet, fordi vi alle havde en grad af diare, men vi overlevede, og når man ser tilbage på denne overnatning er det egentlig meget sjovt. Selv om jeg havde en svær grad af diare, var der intet der kunne holde mig tilbage fra at bestille en Peppersteak og en god stor øl, efter en uge på junglevej og små hoteller. Jeg fik mig også en hyggelig samtale med en af dem der arbejdede i hotellets reception, og jeg gav udtryk for at Ecuador var et dejligt land at rejse i, hvortil han sagde "Ja, Ecuador er "øen" mellem Colombia og Peru". Med det mente han, at der er meget mere uroligt i Peru og Colombia, med hensyn til mafia og lignende, mens Ecuador ligger som et velfungerende land midt i det hele.
Næste morgen pakkede vi vores fisk, mens vi med det ene øje holdt øje med køen til badeværelse/toilet, og efter morgenmaden var det bare afsted til lufthavnen, for at flyve tilbage til Colombias hovedstad Bogota.
Rejsen fortsætter i artiklen "Colombias have".
Artiklen har været bragt i:
Nordiska Ciklidsällskabet's tidsskriftet CiklidBladet nr. 4 1995.
|
